Som nævnt i et tidligere indlæg har FEDIAF (Den Europæiske Foderbrancheforening for Kæledyr) udgivet retningslinjer for, hvad der bør være i foderet til kaniner, for at de får dækket deres ernæringsmæssige behov. FEDIAFs anbefalinger gælder for indholdet af næringsstoffer i den totale foderration og man skal således se på alt hvad kaninen indtager i løbet af dagen for at kunne vurdere, om den får, hvad den har brug for.
Nogle af FEDIAFs anbefalinger ses her. Resten kan findes på FEDIAFs hjemmeside (https://europeanpetfood.org/)
| Anbefaling til udvoksede kaniner | |
|---|---|
| Protein | 120-170 gram per kg |
| Træstof | 140-250 kram per kg |
| NDF | 300-400 gram per kg |
Protein
Protein er vigtigt for mange af kroppens funktioner. Det bidrager blandt andet til et stærkt immunsystem, produktionen af hormoner og enzymer, samt sund hud, pels og ikke mindst muskler.
Ifølge FEDIAF har udvoksede kaniner brug for 120-170 g protein per kg foder. For en kanin på 3 kg, der spiser ca. 300 g foder dagligt, svarer det til et behov på 36-51 g protein om dagen.
Proteinindholdet i hø og tilskudsfoder
Hø er den vigtigste del af kaninens kost og bør udgøre 80 % af det daglige foder. Dansk hø har typisk et proteinindhold på 7-11 % (7-11 g protein pr. 100 g hø), afhængigt af type og kvalitet. Hvis en kanin spiser 240 g hø dagligt (80 % af 300 g foder), får den ca. 26 g protein, hvis høets proteinindhold ligger i den høje ende..
Det betyder, at der stadig mangler 10 g protein, for at kaninens daglige behov bliver dækket. Her kommer tilskudsfoder ind i billedet.
Valg af det rigtige tilskudsfoder
For at opfylde kaninens proteinbehov skal tilskudsfoderet tilføre de manglende 10 g protein. Det anbefales, at kaniner får mellem 10-30 g tilskudsfoder pr. kg kropsvægt dagligt. For en kanin på 3 kg svarer det typisk til 60 g tilskudsfoder dagligt.
For at 60 g tilskudsfoder kan dække de manglende 10 g protein, skal det have et proteinindhold på ca. 17 %. Derfor anbefales det at vælge et tilskudsfoder med et proteinindhold på 16-20 %, især hvis man ikke har fået analyseret sit hø og kender det præcise proteinindhold, eller hvis man ved at man bruger et hø med lavt proteinindhold.
For at sikre, at kaninen får nok protein, bør du fokusere på at:
- Give hø af god kvalitet som den primære del af kosten.
- Vælge et tilskudsfoder med et proteinindhold på 16-20 %, hvis høets kvalitet er usikkert eller har et kendt proteinindhold på under 11%.
Fibre
Fiberindholdet i foderet kan måles på flere forskellige måder. Den måde der oftest anvendes på label er “træstof” og evt. “NDF”. Helt kort kan det siges. at kaninen bliver rigeligt dækket ind mht. fibre, når dens foderplan består af 80% hø. Det kan dog stadig være en god ide at vælge et tilskudsfoder med et højt indhold af træstof og NDF, da det sikrer den bedste fordøjelse af foderet, hvis kaninen ikke synes, at den skal spise tilskudsfoder og hø på samme tidspunkt.
Fedt
Indholdet af fedtstof i hø ligger typisk omkring 2% (20 g/kg), mens FEDIAFs anbefaling er 25-50 g/kg i den totale foderration. Da de forskellige fedtsyrer og specielt de essentielle omega fedtsyrer er med til at sikre en sund hud og pels hos kaninen er det bedst at supplere høet med et tilskudsfoder med et fedtindhold i den høje ende -omkring 5% for at sikre at den totale foderplan bliver afbalanceret og tilgodeser kaninens behov. Hvis kaninens pels bliver tør og glansløs eller hvis huden bliver tør og skællet, kan det være tegn på at kaninen mangler vigtige fedtsyrer i sit foder.
En høj fedtprocent i foderet er ikke nødvendigvis det samme, som at foderet indeholder mange kalorier og at kaninen bliver tyk af at spise det. Her skal man i stedet se på kalorieindholdet og tilpasse det til kaninens behov. Et højt kalorieindhold kan også komme fra unødvendig stivelse fra fx hel korn som hvede og havre.